Spring til indholdet
Jeanette Jensen sidder og smiler i en hvid hæklet bluse

Om mig

Jeanette Jensen

Kropsterapeut, mensendiecklærer og klangmassør

Min interesse for kroppen og dens muligheder har fulgt mig gennem det meste af mit liv.

Som 13-årig fik jeg konstateret en skæv ryg og gik derfor ofte til kiropraktor og fysioterapeut. På HF valgte jeg idræt som tilvalgsfag, og her skrev jeg også opgave om ryggen.

Jeg blev uddannet sygehjælper og senere mensendiecklærer, hvor jeg lærte at se kroppen, bevægelsen og mennesket som en helhed – noget, der også har fået en meget personlig betydning for mig.

Med årene blev jeg mere og mere nysgerrig på, hvorfor kroppen reagerer, som den gør – og på sammenhængen mellem vores fysiske krop, tanker, følelser og det, vi oplever gennem livet. For mig er det ikke kun teori, men noget, jeg mærker i min egen hverdag, især når min krop spænder op, eller når mit selvværd bliver udfordret og sætter sig fysisk i kroppen.

Den nysgerrighed førte mig først til metasundhed, TFT, reiki-healing og klangmassage og siden til Totum kropsterapi.

Jeg har taget forskellige redskaber med mig undervejs, men for mig handler en behandling ikke om at putte dig ind i en bestemt metode. Den handler om at se hele dig, med det du kommer med, og møde dig her og nu.

Mit menneskesyn

Kroppen rummer en visdom

Jeg tror på, at krop, sind og ånd hænger sammen, og at kroppen nogle gange fortæller os noget, vi ikke selv har fået øje på endnu.

Derfor ser jeg ikke kun på det sted, der gør ondt. Jeg er nysgerrig på hele dig og på, hvad din krop har brug for lige nu. For mig handler behandling ikke om at presse kroppen til forandring, men om at skabe tid, nærvær og tryghed, så vi sammen kan lytte til dens signaler.

Jeg kommer ikke med en færdig opskrift på, hvad der er rigtigt for dig. Vi undersøger det sammen.

Jeg tror på, at din krop rummer en visdom – og nogle gange har den bare brug for, at vi stopper op og lytter.

Sådan arbejder jeg

Metoder, der kan stå alene eller kombineres

Min primære tilgang er kropsterapi, hvor jeg arbejder med bl.a. pulserende massage, tryk, stræk, åndedræt og bevægelse.

Efter behov supplerer jeg med tankefeltterapi (TFT), reiki-healing, klangmassage og energiarbejde.

Min baggrund som mensendiecklærer giver mig desuden en stor forståelse for kroppens bevægemønstre, holdning og bevægelighed. Derfor kan jeg supplere med øvelser, der hjælper med at korrigere din holdning ud fra en anatomisk korrekt brug af kroppen, så der kommer balance i kroppen.

Metoderne kan stå alene eller kombineres i den enkelte behandling.

Erfaring

Et helt arbejdsliv med mennesker

Fra 2004 til 2020 havde jeg min egen mensendieckklinik i Vejle. Jeg lukkede klinikken i forbindelse med covid-19.

Samtidig var jeg vikar som sygehjælper på Møllebo Plejecenter (2008–2015), Nedergården i Uldum (2010–2015) og Plejecenter Rosengården (2016–2018), hvor jeg nød at gøre en forskel for de ældre beboere og at være nærværende og skabe tryghed og sundhed.

Siden 2019 har jeg haft halvtidsarbejde som fundraiser i firmaet Charity Guard, hvor jeg har lært meget om mange forskellige foreninger, bl.a. Børns Vilkår, Gigtforeningen, Hjerteforeningen, Somenta og CARE. Her er jeg med til at støtte andre og give dem mere viden om muligheder for støtte og hjælp i hverdagen.

Jeg har haft KropsRespons siden februar 2025, men har brugt en helhedsorienteret og holistisk tilgang hele mit arbejdsliv, hvor jeg altid har mødt den enkelte præcis der, hvor de er.

Uddannelse

Min uddannelse

2024–2025
Kropsterapeut, Totum Skole for Kropsterapi, Odense
2022–2023
Grundkursus i Donna Edens energimedicin med chakralærer
2022–2023
Divine Dance-uddannelse, Transform Your Life Academy hos Signe Ruby og Heidi Juhl Paaske
2015–2016
Klangmassør hos Tom Friis Hansen
2013–2014
Metasundhed og tankefeltterapi hos Lars Mygind
1994–1997
Mensendiecklærer, Skolen for Mensendieck
1993
Sygehjælper, Odense Sygeplejeskole
1987
HF-student med biologi og idræt

Personligt

Siden 2014 har jeg været medlem af Grandmother Circle the Earth Denmark, hvor jeg har været med til at starte flere cirkler. Jeg har siddet i bestyrelsen, og lige nu er jeg med i ceremonicirklen. Jeg føler mig næret, set, hørt, respekteret og hjemme i det fællesskab og elsker at formidle cirkelarbejdet.

De senere år har jeg været frivillig naturtræner hos Gigtforeningen og nyder at gøre en forskel for andres sundhed og vise, hvordan vi også kan bruge naturen til heling, træning og til at lade op. Mine deltagere siger: “Jeg føler mig løftet, mere energifyldt, mere smidig og har færre smerter efter en tur i skoven med dig.”

Vil du mærke, hvad din krop fortæller?

Start med en gratis forsamtale på 15 minutter over telefonen.

Kontakt mig

Eller send en sms til 25 11 21 89